Vores bestyrelsesmedlem Jens Ebbesen deler sine erfaringer med brug af elektroniske radiatortermostater. Han skriver:

Vores ventiler sidder på returløbs siden af radiatoren.
Returløb anvendes, når man vil trække mest mulig energi ud af det varme vand, mens det er i radiatoren. Fjernvarmeværker stiller blandt andet krav hertil, men det gør vi ikke i vores varmeforsyning.
Da vores varmemålere måler både på fremløbstemperatur og returløbstemperatur, bliver vi ikke umiddelbart straffet for at sende varmt vand retur, da vi “kun” bliver afregnet for den varmeenergi vi forbruger. Vi bliver så straffet lidt alligevel, idet vi alle betaler til rørtab, og jo større returløbstemperaturen er, jo større er rørtab.

Det har ikke den store betydning, om en temperaturstyret termostat sidder monteret på fremløbs eller retur siden af en radiator. Den registrerer på luften, at der skal varmes, den åbner for gennemstrømning, og så lukker den igen, når indstillet temperatur igen er opnået.
Da returløbet på vores radiatorer sidder nærmest gulvet, vil så være her at temperaturen bliver målt, og det vil nok være et temperamentsspørgsmål, hvor en temperatur i et givent rum ønskes målt.

Jeg selv har monteret elektroniske termostater fra firmaet Tado. De kan, med lidt teknisk snilde, monteres, så de sidder godt på vores ventiler. Jeg ved, at andre har indkøbt Danfoss termostater, som uden videre kan monteres, og det vil nok være dem, jeg vil anbefale at indkøbe.

Selve oplevelsen af at have elektroniske termostater monteret er tosidet.
De gamle termostater åbnede lidt efter lidt, afhængigt af hvor koldt der er, i forhold til hvad termostaten er indstillet til. Min oplevelse er, at der altid er et flow af varmt vand igennem vores radiatorer, og så er det flowet, der er skruet op eller ned for.
En elektronisk termostat er åben eller lukket, og det betyder, at du kan hører, når en radiator “kalder” på varmt vand. Det suser i rørene, og det betyder også, at rørene kan knirke lidt, når der kaldes på varmt vand, for når der ikke hele tiden er et flow i rørene, vil de udvide de sig mere, når de bliver varme.
Omvendt detekterer de fleste elektroniske termostater “åben vindue/dør”, dvs at kommer der et pludseligt stort temperaturfald omkring en termostat, åbner den ikke op for varme, da den er programmeret til at tolke det som en åben dør. Jeg oplever også en meget mere præcis indstilling af temperaturen, som også sparer på varmen.
Er du væk fra huset i længere tid, er det også meget nemt at slukke for varmen og hermed sparre varme.

Jeg startede med at programmere mine radiatorer med natsænkning, men når en helt hus’ radiatorer så kalder på varmt vand klokken 0530, skal man sove rigtigt godt for ikke at blive vækket, så det har jeg droppet igen.

Du kan eventuelt teste lyden af, at der bliver kaldt på vand fra en radiator, blot ved at afmontere termostaten på en af dine radiatorer. Det er den lyd, I skal vende jer til.

Jeg oplever klart, at det har en besparende effekt at have de elektroniske termostater monteret. Jeg vil klart anbefale det, men køb Danfoss med gateway, så det kan styres fra en mobil også, selv om du ikke er hjemme.

//